I kommunens kløer

12. september 2019 0 Af SigneEM

I mandags var jeg til min første samtale på Jobcentret efter min sygemelding i slutningen af juni. Jeg har været meget nervøs for det møde, da jeg ikke har hørt noget som helst godt om den slags… at være i kommunens kløer.

Jeg havde en bisidder med – en socialrådgiver fra Smertecentret, som jeg har talt med nogle gange tidligere. Vi mødtes lidt før og talte om, hvordan et sådant møde plejer at foregå og den efterfølgende proces. Jeg var især bange for at komme til at sige noget eller glemme at sige noget, som kunne skade min sag. Jeg ved jo, at jeg har min alder imod mig – “du er så ung-blabla…”, som jeg har hørt på de sidste 18 år.

Endelig har jeg jo diagnoser og dermed bevis på, hvad jeg fejler, men jeg ved også, at det slet ikke behøver at være en selvfølge, at diagnoserne giver mig den hjælp, jeg behøver. Se bare de utallige erstatningssager, jeg har kørt hos min egen forsikring og Patienterstatningen – INGENTING har de givet mig. Den erstatning (læs: hjælp), jeg har ret til, får jeg sandsynligvis aldrig, medmindre et mirakel sker.

Anyways, mødet gik godt – siger min bisidder. Jeg var nervøs hele vejen igennem og kunne slet ikke mærke, om det gik godt eller ej. Min bisidder siger, at det er positivt, når de begynder at indhente journalmateriale hurtigt, og det ville sagsbehandleren på Jobcentret nemlig. Hun sagde også, at hun havde meget erfaring med, kendskab og kontakt til Smertecentret, hvilket naturligvis også er positivt. Det kan betyde, at hun har indsigt og forståelse for den situation, jeg er i. Det er ikke alle, der har det, siger min bisidder.

Jeg skal til møde hver 4. uge, så næste gang er i starten af oktober. Jeg bekymrer mig meget om økonomien i det her, for jeg havde slet ikke set for mig at skulle være i kommunens kløer. Langt de fleste vil vel gerne klare sig selv og have den fulde kontrol over sit liv. For det er faktisk dét, det meget handler om for mig: tabet af kontrol. Jeg aner ikke, om jeg er købt eller solgt, men da jeg fik at vide, at jeg året ud vil få sygedagpenge, kunne jeg trække vejret lidt igen.

Der er tre muligheder, sagde sagsbehandleren: Fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension. Så vidt jeg forstod, så: Hvis man er for dårlig til fleksjob og for rask til førtidspension, havner man i et ressourceforløb – og dér, kære venner, der får du en ydelse på niveau med kontanthjælp… Som at sparke til en, der ligger ned.

Både min bisidder og jeg mener, at planen skal være en form for afklaring med henblik på fleksjob. Hvad, hvor og hvor meget skal afklaringen være med til at gøre os/mig klogere på.