Farvel medicin!

30. august 2019 0 Af SigneEM

Jeg har været på nedtrapning i løbet af de seneste uger, og nu er jeg “clean”. Efter mit sidste indlæg gik det virkelig op for mig, at det ikke var rigtigt for mig at tage 56 piller om ugen. De virkede jo ikke alligevel – hverken Methotrexat (gigtmedicinen) eller Gabapentin (det smertestillende).

Jeg følte mig tværtimod mere og mere deprimeret, træt og indelukket. Det viste sig faktisk at være kendte (negative) bivirkninger fra Gabapentin.

Min mentor, som jeg har kaldt hende her i mine indlæg, har stadig fulgt mig på sidelinjen gennem bloggen her, og foreslog cannabisolie. Det har flere gjort, og jeg har længe villet prøve, så nu sker det.

Plus at jeg har fået kontakt med en, der foreslog en udrensning de næste 14 dage med suppe (lavet totalt fra bunden) i forbindelse med cannabisolien. Efter de 14 dage står den også på kostændring, som jeg har været inde på før, og som min mentor også har fortalt meget om.

Kosten kommer til at dreje sig en del om antiinflammatorisk mad, som tilpasses min specifikke blodtype.

Jeg har heldigvis allerede nogle gode vaner fra tidligere. Jeg har jo irritabel tyktarm og er laktoseintolerant, og min kæreste har Crohns, så vi har allerede noget plantebaseret mad herhjemme.

Jeg er også startet hos en diætist med henblik på vægttab, da jeg har taget 10-12 kg på de seneste tre års tid. Jeg er faktisk overvægtig med omkring seks kilo ifølge min BMI. Og jeg kan mærke det, ja! Alt for godt… Det er kommet af for meget hygge og for lidt aktivitet. For at være helt ærlig, så handler det nok meget om trøstespisning, og at jeg har fået flere og flere smerter – også mentalt.

Så ja, der er gang i mange ting, som jeg nok kommer til at dele en god del af her på bloggen.